Work-life-blablablalance

Lige for tiden befinder jeg mig i et mærkeligt vacuum som er opstået mellem ikke at have et fast arbejde, og at skulle føde en baby om 3 måneder. Og da jeg endnu ikke har haft held med at overbevise en arbejdsgiver, om at ansætte mig inkl. tyk mave (var til et par samtaler, da jeg var gravid med Kurt), har jeg besluttet mig for at udnytte tiden mellem jobansøgningerne, til at prøve at få lidt styr på, hvad jeg egentlig vil i mit arbejdsliv.

Hvis jeg er heldig har jeg et par modeljobs om måneden og så laver jeg en gang i mellem opgaver som freelance servicedesigner. I de måneder hvor jeg ikke tjener nok, får jeg supplerende dagpenge. Vi svømmer ikke i penge herhjemme, men vi har det godt. Og ofte har jeg mulighed for at hente Kurt klokken 15.00, eller endda tage en hjemmedag, hvis vi har lyst til det.

Det virker umiddelbart enormt taknemmeligt, men der vil altid være en ambitiøs, habitklædt powerwoman, som sidder på min skulder og ser ned på mig og mit nattøj med rullende øjne og spørger hvornår jeg egentlig har tænkt mig at tage mig sammen, og få et rigtigt arbejde?

Faktum er bare at det helt ærligt, og jeg har altså prøvet i 3 år nu, har vist sig at være virkelig svært for mig at få et fast job. Jeg er åbenbart bare ikke typen man ansætter. Og i de 2 perioder jeg har arbejdet fuldtid, siden jeg fik Kurt, har jeg desuden virkelig skulle vænne mig til tanken om at stå der i et proppet tog, på vej hjem klokken 17.00, dag ud og dag ind, sammen med alle de andre forældre for lige at nå at se sine overtrætte småbørn, inden de skvatter omkuld.

At være gravid og arbejdsløs, får mig til at tænke på dengang min søster som teenager cyklede hjem ad en motorvej. Så stod hun pludselig der, ude i midterrabatten på E47 med sin cykel, og tænkte "Er det her endnu en af de der ting, der kun sker for mig?"

Jeg føler lidt at jeg står der ude i den midterrabat lige nu. For selvom jeg hele tiden hører om andre gravide der ikke kan få job eller bliver fyret. Og selvom jeg endda engang i mellem også spotter en enkelt, til mine A-kasse møder (hvor vi sidder og kigger rundt på hinanden, samtidig med at vi ser meget travle og vigtige ud) så kan jeg ikke lade være med at føle, at der er et karrieretog med alle mine fellow powermoms ombord, og jeg står som den eneste tilbage, på perronen og kigger på, at det suser forbi.

Samtidig kender jeg efterhånden så mange nybagte mødre som går ned med stress når de kommer tilbage på deres fuldtidsjob efter barsel, at jeg ikke kan lade være med at tænke, om det virkelig er os der er noget galt med? Eller om det bare ikke er meningen at man skal kunne passe to fuldtidsstillinger samtidig med at man har små børn. Det er i hvert fald en ligning jeg har svært ved at få til at gå op.

En af de karrierekvinder jeg ser op til, Michelle Hviid, har hvad jeg vil betegne som et virkelig succesfuldt arbejdsliv. 1. januar skrev hun et meget ærligt indlæg, om hvor svært det har været for hende at finde kærligheden. Og det var virkelig så fint og en trøst midt i min arbejdsløshedsskam, at hun var åben om et emne der var så sårbart for hende. Jeg tillader mig at dele et lille uddrag, men læs hellere hele indlægget lige her.

"Især har jeg focus på min komplet mislykkede kærlighed. For det er jo der jeg ikke lykkes, og det er forbundet med skam, at jeg på livets vigtigste platform fejler. Igen og igen.
Jeg gik i 2016 hen til psykologen igen og igen, spurgte som jeg plejer, hvad gør jeg forkert, og fik det værst tænkelige svar: Hvad hvis du ikke gør noget forkert?
Hvordan helvede skal jeg ændre det? Det efterlader mig bare med det værst tænkelige af alt, manglende kontrol. Jeg går der fra i frit fald og forsøger at blive ven med “tålmodighed” som har været fjenden i 44 år. Lort."

Mit forfejlede kærlighedsliv er mit arbejdsliv. Og tænk hvis Michelle Hviid's psykolog ville sige det samme til mig: At det ikke er mig som gør noget forkert. Hvad skal jeg så gøre?

I første omgang går jeg lige ud i søndagssolen.

http://www.stormstudiosdesign.com/

Etiketter: , , ,