Om at kende kønnet

Jeg er nu 28 uger henne i min anden graviditet, og selvom jeg nok falder i kategorien ”den afslappede type” hvad angår rødt kød, bløde oste og andre såkaldte no-go’s, så har jeg alligevel gjort mig en hel del tanker om både min graviditet og min fødsel. For eksempel har jeg bestemt at vi ikke skal kende kønnet den her gang. En beslutning som jeg stadigvæk er virkelig glad for. Sidst jeg var gravid, overraskede det mig nemlig hvor meget Kurt blev en ”dreng” så snart vi fik hans køn at vide. Ikke bare for mig og min kæreste, men nok i endnu højere grad for vores omgivelser. Vores kommende baby blev virkelig en ”han” – Og mon ikke han for øvrigt skulle være fodboldspiller, så meget som han sparkede? (Bliver man egentlig også spurgt om det, når man venter sig en pige?)

Helt ærligt blev jeg en lille smule skuffet, da vi dengang fik at vide, at vi skulle have en dreng. Ret hæsligt at indrømme nu. Men jeg havde altså åbenbart håbet på en pige. Måske fordi alle mine venner fik drengebørn. Måske fordi jeg bare gerne ville prøve at have en pige. Selvom skuffelsen ikke tog mange dage at sluge, har det alligevel gjort, at jeg helt indtil for ganske nyligt, har håbet at jeg denne gang skal have en pige. Men hvorfor? Jeg har jo ikke engang fattet at vi skal have ENDNU ET BARN endnu!

Vi har hverken forberedt os, købt baby-ting eller er begyndt at snakke om navne. Det eneste jeg ved er at jeg har et lille sparkende liv i maven som fylder os med sommerfugle, kærlighed og gode tanker om fremtiden. Men jeg har ikke erkendt det som et barn endnu. Med Kurt forstod jeg at jeg havde fået et barn, da han kom op på mit bryst og kiggede mig ind i øjnene. Og hvis jeg i dét øjeblik havde fået at vide at han da for øvrigt var en dreng, var jeg med garanti blevet lykkelig for det. Fordi så var han mit barn som også var en dreng. I modsætning til, da jeg var gravid, og derfor kun havde et køn og en nakkefold, at forholde mig selv.

Lige for tiden går jeg og hygger mig med, at det ville være fantastisk hvis det bliver en dreng. Så ville Kurt få en kun 1,5 år yngre lillebror. Jeg skulle sige ”hvor er drengene?” og de ville være ”brødre”. Og hvis de kunne få bare halvt så godt et forhold som jeg har til min pseudotvillingesøster, ville det være den vildeste gave at give Kurt. Men det er jo fuldstændig lige så fantastisk, hvis det bliver en pige. Jeg havde bare ikke haft tid til at opdage det, hvis jeg havde fået kønnet at vide, før jeg overhovedet havde nået at erkende, at jeg skulle have et barn.

Etiketter: , , ,