Skønhedsidealer part en million

Jeg har skrevet om det nok lidt for tit, men skønhedsidealer er stadigvæk min yndlingskæphest, og nu har Magasin, igen, gjort mig forarget.

Kald mig bare smålig, men det undrer mig altså at Magasins nye julekatalog, for kvindernes vedkommende, med undtagelse af en enkelt model, udelukkende viser unge modeller i str. 34-36.

Hvis man tæller sammen (ja, jeg er jobsøgende, so shoot me), så er 90% af kvinderne i kataloget under 35 år. Og, endnu vildere, er der ikke en eneste model over str. 38 (med mit øjemål) i hele kataloget!

Man skal sgu ikke vade mange gange op og ned af rulletrapperne på Kgs. Nytorv for at se at ikke alle i Magasin er 20-årige fotomodeller.

Misforstå mig ikke, jeg elsker modeller og er da også på fornavn med virkelig mange af dem. Hell, jeg er selv en af dem. Jeg er også med på at skønhed sælger, og at dét, i mange år i vores del af verden, har været lig med unge og meget slanke væsener. Men når der nu er så meget fokus på øget diversitet ude i verden, så undrer det mig virkelig at Magasin – sammen med langt størstedelen af de øvrige danske modelforbrugere –vælger at holde fast i den gode gamle trædemølle.

Hvorfor er det, at man sjældent vil bruge modeller/personligheder/skuespillere i den anden anden ende af (bmi-)skalaen, når der skal sælges tøj i Danmark? Der er så mange at vælge mellem, hvis man tør tænke ud af boksen (bogstavlig talt) – For eksempel har Cover i denne måned Ashley Graham på forsiden.

To klik på google, og man er ikke i tvivl om at vi, når det kommer til skønhedsidealer, er håbløst bagud i Danmark. Robyn Lawley fra Australien er bare ét eksempel på en af de modeller som er med til at udvide skønhedsidealet i verden for tiden. Men når modemesserne herhjemme ikke engang vil lukke modeller over størrelse 38 indenfor, er der altså lang vej igen.

Jeg synes bare, det er ærgeligt.

Robyn Lawley for GQ Magazine november 2013

Etiketter: