De store lagkagers tid er forbi

Det er blevet efterår. Jeg er i hjemme Helsingør for at være hos min farfar som er meget syg. Parkinsons er lidt af en kælling og pludselig er det gået stærkt. Og hvor er døden mærkelig. Selvom han ligger lige her på plejehjemmet, er det som om at den gamle, raske ”ham” er blevet hjemme i skoven, hvor han stabler brænde og skruer på sit observatorium.

Om efteråret lukker man ned. Det blir mørkt og ting visner og dør. Naturen er så smuk når bladene skifter farve inden de dør og falder af. Men det er også trist og uhyggeligt. Folk klæder sig ud som dødningehoveder og zombier, så man kan grine lidt af døden. Det tror jeg man har brug for – at kunne grine lidt af den mørke tid – og måske er det også derfor at Halloween er ved at overhale Fastelavn i popularitet (eller også er det amerikansk kapitalisme kombineret med uoverskuelig snesjap i februar...).

De sidste par måneder har jeg brugt på at lukke ned for projekter som tog tid og ikke gav nok igen. For eksempel er jeg ikke længere formand for Foreningen Danske Modeller. Ikke fordi det var nemt, men jeg kan mærke at det er det rigtige. Det gik nok bare op for mig, at den tid jeg bruger, ikke kommer igen – Hvilket lyder enormt dumt når man skriver det.
billedet er lånt fra www.stinestregen.dk
Man har en fornemmelse af at have uendeligt at give af – at man altid bare kan arbejde mere om aftenen, i weekenden... At man nok skal nå det! Men sidste efterår, da jeg var gået fra min kæreste, boede på en båd, og lidt senere flyttede til København hvorfra jeg pendlede frem og tilbage til mit fuldtidsjob i Kolding samtidig med at jeg havde 20 rejsedage om året som model, lå i retssag, var formand og pludselig også skulle have en ny hofte, så begyndte jeg at glemme ting. Jeg kunne ikke huske hvem jeg havde besøgt og hvor jeg skulle hen næste dag. Min hjerne kunne bare ikke følge med og det føltes en lille smule som den her fantastiske stribe StineStregen lavede i 2011, dengang hun fik stress. Jeg havde ikke stress. Jeg var bare – seriøst – stresset.


Lige for tiden har jeg masser af tid og i nat sov jeg ude i min farfars hus sammen med hans kone. Det var så dejligt og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har sovet så godt. Til lyden af brændeovn og vandhane der drypper. Nu er drømmehuset, de byggede sammen for 30 år siden, sat til salg. I morges inden vi kørte hen til plejehjemmet, flyttede jeg brændestakken ind i tørvejr under halvtaget.
Og den store springform fik jeg med mig hjem i en pose.