Da jeg kiggede i Kalle&Kalinka plastikposen lå ni andre fisk og møflede rundt og hev efter vejret.
Fuck. Mig.
Med min mor på speakerphone og en random
fiskerdame på Youtube gik jeg så i gang med at slå de stakkels dyr ihjel en for en. Jeg lagde posen med de andre fisk over i et hjørne så de ikke kunne se over til køkkenbordsguillotinen. Nogle af fiskene sprællede så meget at jeg måtte klaske dem hårdt ned i køkkenbordet først, så det føg med skæl og fiskeslim. Klask. Tudede lidt imens.
Fra speakerphonen var min mor i gang med dels at brainstorme fiskeopskrifter og dels at overbevise mig om, at det var GODT at fiskene var kommet hjem til en, som i det mindste skar halsen over på dem inden de blev flået. Thanks.
Jeg har jo set filmene med fisk der bliver mishandlet, men det gør ligesom større indtryk, når man skal gøre det selv (sagde bypigen. Jeg ved godt det er patetisk). Anyway. Jeg fik gjort min pligt som kødæder. Fisk blev slået ihjel og flået.
Og lad os lige hurtigt snakke om det med at flå fisk. Det er jo næsten en kunstform! Da jeg først havde fattet hvordan man gjorde, så var det faktisk lidt dejligt. Ritsj.
D. 8. marts bød altså ikke på særligt mange debatarrangementer eller møder for mit vedkommende, men derimod min egen lille kvindomsprøve. Selvom jeg helt sikkert ikke bestod med topkarakterer, følte jeg mig alligevel noget sej, da jeg endelig havde portionsanrettet de døde kræ i fryseposer og stod og tørrede skæl, finner og fiskesnot af køkkenbordet og mig selv.
Forøvrigt rundede jeg dagen af med en film jeg har cravet
længe. Filmen over dem alle hvad angår en stærk morale.
