Historien om en hofte del 1.

En kold decemberdag 2013 fik jeg en ny hofte. Min krop er 28 år gammel, har altid dyrket motion og fået nogenlunde sund mad. Så hvorfor skulle jeg allerede have et implentat som skal skiftes ca. hvert femtende år resten af mit liv? Fordi jeg har hoftedysplasi (= nogen har sat mine ben forkert på) og det har så ført til slidgigt som har gjort at jeg har vraltet rundt på smertestillende de sidste 3 år.

Jeg har lavet en lille fotodagbog fra hospitalet og den efterfølgende måned, hvor jeg genoptrænede derhjemme. Jeg advarer om semiklamme billeder af knogler og ar. 


Mild nervøsitet inden operationen. Selvom jeg er flyttet til København benyttede jeg det frie sygehusvalg, så jeg kunne blive opereret på Århus Universitetshospital. 



Det der 12 timers faste bliver jeg aldrig fan af. Det eneste man får er helt klar væske der smager udefinérbart dårligt.


Tilgengæld er man iført verdens ultimativt sejeste underbukser.


Betryggende lige at blive enig med lægen om hvilket ben de saver i. 


Under operationen var jeg vågen. Det føltes lidt som en tur til tandlægen gange ti. Lige inden operationen fik jeg en rygmarvsblokade (det lyder værre end det er) og så dopede de mig ellers løbende.

Inden operationen havde jeg bedt om lov til at se den knogle som har forvoldt så irriterende meget smerte og immobilitet de sidste par år. Og her er den så, den lille satan. Pakket godt ind og klar til at blive pulveriseret og doneret som knoglepulver. 


Efter operationen kom jeg til at kigge op på min operationslæge, Dovydas, som seriøst lignede Dexter. Der var også blod på lamperne. What! 


Man må selv vælge, om man vil i fuld narkose eller om man vil være vågen under operationen. Jeg er så glad for, at jeg valgte det sidste. Det føles som om man er skæv og jeg brugte derfor 30 minutter på at forstå, hvorfor jeg ikke kunne høre noget af den musik som ellers spillede på min iphone. Så satte jeg høretelefonerne i ørene. Altså. Man ER skæv! Ud over at det i sig selv er lækkert, er det også dejligt ikke at have så meget kvalme på opvågningsstuen, at man tror at man skal dø. Jeg lå højst og følte mig som Uma Thurman, da hun vågner i bilen i Kill Bill og prøver at vrikke med sine tæer mens hun hvisker "Move. MOOOOVE!"


Sidste gang jeg blev opereret (i fuld narkose), kunne jeg slet ikke rejse mig uden at besvime. Denne gang kunne jeg efter 5 timer gå med gangstativ. 



 Den der protese på bordet blev banket fast i mit lårben. No wonder der var blod i loftet.




De bedste gaver fra de bedste venner og søster, som tegnede mig om til robocob og gav kager og blomster.


Jeg havde enestue og min mor fik lov til underholde mig hele aftenen. Jeg sov på hospitalet to nætter.

                                           video

Efter 6 dage med selvtræning derhjemme, kunne jeg gå op og ned ad trapper.


Arret efter 2 uger og efter 5 uger. 


Efter 4 uger i kommunelimbo, fik jeg endelig lov til at starte på et genoptræningsforløb i Amager Genoptræningscenter. Her lavede jeg sammen med 10 andre +60 hoftepatienter øvelser 2 gange om ugen. Jeg nåede kun at være der 4 gange, fordi jeg havde søgt om en tur til Montebello i Spanien og freaking FIK det. 



Midt i det hele havde jeg fødselsdag. Det blev fejret med to af mine yndlingsting i verden: Fløde og dans. Og jeg kunne faktisk danse på mine ben! Helt uden smertestillende. Det var ikke Shakira, det var bare, du ved, dans. Og det var fabelfabelfabelagtigt!

Etiketter: , ,