Om lidt
skal jeg til Politikens Debattør og Kritikerskole for
sidste gang. Selvom det måske kan diskuteres hvor meget "skole" det
har været, så har det været et sindssygt spændende forløb. For en som mig, som
ikke har gået på universitetet og haft en hverdag spækket med forelæsninger,
kulturtilbud og inspirationsoplæg (ja, sådan forestiller jeg mig
universitetsstuderendes liv!), har det været en velkommen lille vitaminpille
hver 14. dag.
Sammen
med Sally Jo Ringhof og Ida Bom fra kritikerskolen havde jeg i går en kronik om
Danmarks Næste Topmodel i Politiken.
Der er
kommet et par kommentarer på kronikken, og jeg har prøvet at besvare dem så godt som muligt. Jeg har desværre måtte klippe lidt i nogle af dem. Skriv en kommentar, hvis jeg har misforstået noget.
"Vi
er en generation fuld af dårligt selvværd, identitetskriser og
usikkerhed."
Jamen herregud, tror I virkelig, at I er den første generation af unge, som har
det sådan?
Nej, det tror jeg ikke at vi er.
Men jeg bryder mig ikke om social arv. Jeg synes at vi alle sammen har ret til
i så høj grad som muligt, selv at vælge, hvad vi gerne vil arve. Det ville godt
nok være synd, hvis det eneste vi stræber efter er, at have det ligesom vores
bedsteforældre.
Hvornår mon der kommer et indlæg om det
kongelige teaters balletskole?
Og om hvor synd det er for
8-årige børn at få at vide at deres lægge er for tykke, eller at de har
proptrækkerben eller andet som gør at den 8-årige dreng eller pige lige
præcist ikke kan blive balletdanser.
For mig handler det ikke så
meget om fysiske krav, som det faktum at vi gør en TV-baronesse (hvad ER det
overhovedet? Skal vi også kalde Mik Schack for TV-greve?) hvis
hidtil største bedrift er et par kogebøger, til dommer over om unge piger er
god nok til et job, hun aldrig selv har levet af.
Desuden forstår jeg ikke hvorfor
balletskolen og modelbranchen altid blir sammenlignet. En balletskole er
en skole hvor man tilegner sig færdigheden at danse ballet. Forestil dig lige
en plusmodel stå og skyde lookbook på studie en hel dag med 10 skud i helfigur,
close-up og evt. et par udebilleder på location. Og forestil dig så en
balletdanser træne teknik i salen en hel dag, gå i sminken og spille en forestilling
om aftenen. Hvad er ligheden mellem de to jobs? Som jeg ser det, svarer det til
at sammenligne en tandlæge og en pædagog, bare fordi man bruger sin krop i
begge erhverv. Men, vi kan jo tage snakken igen den dag Sophie Lassen Kahlke
bliver dommer på ”Danmarks Næste Balletstjerne”.
Når I skriver, at "de
fleste unge piger har dagdrømt om en modelkarriere", tager i nok munden
lidt for fuld...
Rigtig mange unge piger har nok helt andre karrieredrømme end lige at være
model...
Heldigvis:)
HVIS skyld er det? Jeg vil foreslå, at det er
fordi vi ikke gider eller tør tænke selv; mærke os selv; være skeptiske og
opøve kundskaber for hvilke der er evidens (i modsætning til tro)
Jeg ved ikke
hvad der er skyld i den kollektive usikkerhed, men jeg tvivler på at det gavner,
direkte at opfordre teenagere til at være og se ud på en bestemt måde, i
modsætning til at tro på sig selv.
Hvad skal vi med alle de
kommercielle stationer? Hvad er det for et behov, disse stationer menes at
opfylde?
Behovet for underholding måske.
Fantasi, humor og kreativitet kan vel ikke rationaliseres, kan det?
Hvorfor i alverden ser I det
skidt? I min generation var vi alle snotdumme som 10-årige - næppe en eneste af
os ville være i stand til at komme med en metakulturel reference, om man så
truede os på livet. Alligevel virker det som om vi er bedre i stand til at
håndtere forsøg på at påvirke os, måske fordi vi fik lov at modnes langsommere
i en kultur med kun én statslig TV-kanal.
Topmodel er et internationalt
fænomen som påvirker mange. Jeg er dels interesseret i, hvordan den branche som jeg
er en del af, bliver fremstillet, og dels vil jeg gerne forstå, hvorfor vores tingene er
som de er. Det er nok rigtigt, at man bliver mere modtagelig for påvirkninger,
når man (mere eller mindre frivilligt) åbner sig for mange forskellige medier
og programmer, end dengang der kun var én kanal.
Det er det
klassiske problem med at et-eller-andet udefrakommende element har ansvaret for
forrådnelsen af ungdommen eller individet (...) Er problemet ikke at der er
piger der drømmer om at blive modeller? At der er piger der er VILLIGE til at
slanke sig sygeligt, at deres verdensbillede er så skæve at deres drøm om en
modelkarriere (og lave selvværd) overskygger alle deres handlinger?
Jo, det er
lige præcis problemet! Hovedet på sømmet. Topmodel er blot et symptom på et
langt mere omfattende problem og derfor regner jeg heller ikke med at
programmet skal løse problemet. Det som vi seere bør og skal gøre, er at
stille os selv spørgsmål omkring, hvorfor vi egentlig anerkender det.
Selvfølgelig
er der mange der drømmer om at være en del af programmet så de måske kan blive
modeller, Men programmet er jo blot en talentkonkurrence ligesom så mange
andre. Man kan, lidt på spidsen selvfølgelig, sammenligne det med programmer
som X-factor. Programmer giver nogen muligheden for at realisere en drøm, og
dem der ikke er gode nok, bliver sorteret fra, af forskellige mere eller mindre
sympatiske grunde.
Jeg deltog
engang i ’Supermodel
of the world 2004’ der, ligesom Topmodel, er en international modelkonkurrence.
Den blev afholdt af Ford og Unique Models og Renée Toft Simonsen har blandt andet
vundet titlen. Jeg husker de ca. 7 dage som konkurrencen varede, som ren magi.
Vi boede på et lækkert hotel midt i København. Vinderen fra året før fortalte
om sine personlige oplevelser som model og vi var inde på tidens hotteste
danseskole og lære at gå i stiletter. En morgen da vi kom ned til morgenbordet,
bød to af verdens mest berømte og -rygtede modelbureauejere, Eileen og Jerry
Ford, os velkommen. Da vi skulle gå finaleshowet for dommerne, måtte vi selv
vælge, hvilken musik de ville gå til. Så mens Nelly bragede ud ad
højtalerne stod jeg der med bankende hjerte og stilletter og ventede på sinsang. Jeg havde valgt 'Big Time Sensuality' med Björk og
fik seriøst en ud ad kroppen oplevelse, da jeg gik forbi dommerpanelet som
bl.a. bestod af Renée Toft Simonsen, Uffe Buchard, Eileen Ford og Jacqueline Friis Mikkelsen.
Hvorfor fortæller jeg den
historie? Det gør jeg fordi at selv om det var en talentkonkurrence, så
var der i modsætning ”Danmarks næste Topmodel”, ikke kamera på deltagerne. Vi
blev ikke presset ned i en eller anden forvredet og undertrykkende fortælling
om, hvordan man er en rigtig model. Er rigtig smuk. Har en rigtig holding. Har
en rigtig personlighed. Der var ingen løftede pegefingre. Og selvom der kun var
én vinder, var der ingen tabere. Det blev sagt højt og tydeligt, da Eva Helene
vandt finalen at alle os andre kom på 2. pladsen. Det var sejt.
Jeg har uden tvivl været for tyk
til at vinde, og mit fedt har helt sikkert siddet forkert. Men der var ingen
hånlige, seertalsgenererende kommentarer fra dommerne. Den
talentkonkurrence var en rigtig god start på min karriere. Jeg tvivler på om
17-årige Anne, som blev stemt ud, kommer til at sige det samme om ”Danmarks
næste Topmodel”.
Skulle vi
ikke kigge på de andre programmer som de unge mødre, dagens mand, for lækker
til lort/love inden Top Model? For der er fanme noget mere ansvar at kigge på!
Jeg ved ikke noget om børn, for
jeg har ingen selv. Jeg ved intet om speed-dating for jeg har aldrig prøvet
det. Og jeg ved heller ikke noget om hvordan man er for lækker til love, for
det har jeg heller aldrig været. Men det jeg til gengæld ved noget om,
er at føle sig presset af idealer og at føle sig forkert som model. Derfor
skrev jeg (sammen Ida Bom og Sally Jo Ringhof som ved noget om medier) om
Topmodel. Hvis folk vil skælde ud på Den Store Bagedyst og andre talent- og
realityprogrammer, så skal man endelig bare gå i gang :)
Etiketter: note to self, Presse MA, spiseforstyrrelser, Tanker, work