Danmarks Næste Topmodel 2013

Om lidt skal jeg til Politikens Debattør og Kritikerskole for sidste gang. Selvom det måske kan diskuteres hvor meget "skole" det har været, så har det været et sindssygt spændende forløb. For en som mig, som ikke har gået på universitetet og haft en hverdag spækket med forelæsninger, kulturtilbud og inspirationsoplæg (ja, sådan forestiller jeg mig universitetsstuderendes liv!), har det været en velkommen lille vitaminpille hver 14. dag.

Sammen med Sally Jo Ringhof og Ida Bom fra kritikerskolen havde jeg i går en kronik om Danmarks Næste Topmodel i Politiken.

Man kan læse den her.

Der er kommet et par kommentarer på kronikken, og jeg har prøvet at besvare dem så godt som muligt. Jeg har desværre måtte klippe lidt i nogle af dem. Skriv en kommentar, hvis jeg har misforstået noget. 

"Vi er en generation fuld af dårligt selvværd, identitetskriser og usikkerhed." Jamen herregud, tror I virkelig, at I er den første generation af unge, som har det sådan?

Nej, det tror jeg ikke at vi er. Men jeg bryder mig ikke om social arv. Jeg synes at vi alle sammen har ret til i så høj grad som muligt, selv at vælge, hvad vi gerne vil arve. Det ville godt nok være synd, hvis det eneste vi stræber efter er, at have det ligesom vores bedsteforældre.

Hvornår mon der kommer et indlæg om det kongelige teaters balletskole?
Og om hvor synd det er for 8-årige børn at få at vide at deres lægge er for tykke, eller at de har proptrækkerben eller andet som gør at den 8-årige dreng eller pige lige præcist ikke kan blive balletdanser.

For mig handler det ikke så meget om fysiske krav, som det faktum at vi gør en TV-baronesse (hvad ER det overhovedet? Skal vi også kalde Mik Schack for TV-greve?) hvis hidtil største bedrift er et par kogebøger, til dommer over om unge piger er god nok til et job, hun aldrig selv har levet af.
Desuden forstår jeg ikke hvorfor balletskolen og modelbranchen altid blir sammenlignet. En balletskole er en skole hvor man tilegner sig færdigheden at danse ballet. Forestil dig lige en plusmodel stå og skyde lookbook på studie en hel dag med 10 skud i helfigur, close-up og evt. et par udebilleder på location. Og forestil dig så en balletdanser træne teknik i salen en hel dag, gå i sminken og spille en forestilling om aftenen. Hvad er ligheden mellem de to jobs? Som jeg ser det, svarer det til at sammenligne en tandlæge og en pædagog, bare fordi man bruger sin krop i begge erhverv. Men, vi kan jo tage snakken igen den dag Sophie Lassen Kahlke bliver dommer på ”Danmarks Næste Balletstjerne”.

Når I skriver, at "de fleste unge piger har dagdrømt om en modelkarriere", tager i nok munden lidt for fuld... Rigtig mange unge piger har nok helt andre karrieredrømme end lige at være model...

Heldigvis:)

HVIS skyld er det? Jeg vil foreslå, at det er fordi vi ikke gider eller tør tænke selv; mærke os selv; være skeptiske og opøve kundskaber for hvilke der er evidens (i modsætning til tro)

Jeg ved ikke hvad der er skyld i den kollektive usikkerhed, men jeg tvivler på at det gavner, direkte at opfordre teenagere til at være og se ud på en bestemt måde, i modsætning til at tro på sig selv.

Hvad skal vi med alle de kommercielle stationer? Hvad er det for et behov, disse stationer menes at opfylde?

Behovet for underholding måske. Fantasi, humor og kreativitet kan vel ikke rationaliseres, kan det?

Hvorfor i alverden ser I det skidt? I min generation var vi alle snotdumme som 10-årige - næppe en eneste af os ville være i stand til at komme med en metakulturel reference, om man så truede os på livet. Alligevel virker det som om vi er bedre i stand til at håndtere forsøg på at påvirke os, måske fordi vi fik lov at modnes langsommere i en kultur med kun én statslig TV-kanal.

Topmodel er et internationalt fænomen som påvirker mange. Jeg er dels interesseret i, hvordan den branche som jeg er en del af, bliver fremstillet, og dels vil jeg gerne forstå, hvorfor vores tingene er som de er. Det er nok rigtigt, at man bliver mere modtagelig for påvirkninger, når man (mere eller mindre frivilligt) åbner sig for mange forskellige medier og programmer, end dengang der kun var én kanal.

Det er det klassiske problem med at et-eller-andet udefrakommende element har ansvaret for forrådnelsen af ungdommen eller individet (...) Er problemet ikke at der er piger der drømmer om at blive modeller? At der er piger der er VILLIGE til at slanke sig sygeligt, at deres verdensbillede er så skæve at deres drøm om en modelkarriere (og lave selvværd) overskygger alle deres handlinger? 

Jo, det er lige præcis problemet! Hovedet på sømmet. Topmodel er blot et symptom på et langt mere omfattende problem og derfor regner jeg heller ikke med at programmet skal løse problemet. Det som vi seere bør og skal gøre, er at stille os selv spørgsmål omkring, hvorfor vi egentlig anerkender det. 

Selvfølgelig er der mange der drømmer om at være en del af programmet så de måske kan blive modeller, Men programmet er jo blot en talentkonkurrence ligesom så mange andre. Man kan, lidt på spidsen selvfølgelig, sammenligne det med programmer som X-factor. Programmer giver nogen muligheden for at realisere en drøm, og dem der ikke er gode nok, bliver sorteret fra, af forskellige mere eller mindre sympatiske grunde. 

Jeg deltog engang i ’Supermodel of the world 2004’ der, ligesom Topmodel, er en international modelkonkurrence. Den blev afholdt af Ford og Unique Models og Renée Toft Simonsen har blandt andet vundet titlen. Jeg husker de ca. 7 dage som konkurrencen varede, som ren magi. Vi boede på et lækkert hotel midt i København. Vinderen fra året før fortalte om sine personlige oplevelser som model og vi var inde på tidens hotteste danseskole og lære at gå i stiletter. En morgen da vi kom ned til morgenbordet, bød to af verdens mest berømte og -rygtede modelbureauejere, Eileen og Jerry Ford, os velkommen. Da vi skulle gå finaleshowet for dommerne, måtte vi selv vælge, hvilken musik de ville gå til. Så mens Nelly bragede ud ad højtalerne stod jeg der med bankende hjerte og stilletter og ventede på sinsang. Jeg havde valgt 'Big Time Sensuality' med Björk og fik seriøst en ud ad kroppen oplevelse, da jeg gik forbi dommerpanelet som bl.a. bestod af Renée Toft Simonsen, Uffe Buchard, Eileen Ford og Jacqueline Friis Mikkelsen.

Hvorfor fortæller jeg den historie? Det gør jeg fordi at selv om det var en talentkonkurrence, så var der i modsætning ”Danmarks næste Topmodel”, ikke kamera på deltagerne. Vi blev ikke presset ned i en eller anden forvredet og undertrykkende fortælling om, hvordan man er en rigtig model. Er rigtig smuk. Har en rigtig holding. Har en rigtig personlighed. Der var ingen løftede pegefingre. Og selvom der kun var én vinder, var der ingen tabere. Det blev sagt højt og tydeligt, da Eva Helene vandt finalen at alle os andre kom på 2. pladsen. Det var sejt.
Jeg har uden tvivl været for tyk til at vinde, og mit fedt har helt sikkert siddet forkert. Men der var ingen hånlige, seertalsgenererende kommentarer fra dommerne. Den talentkonkurrence var en rigtig god start på min karriere. Jeg tvivler på om 17-årige Anne, som blev stemt ud, kommer til at sige det samme om ”Danmarks næste Topmodel”. 

Skulle vi ikke kigge på de andre programmer som de unge mødre, dagens mand, for lækker til lort/love inden Top Model? For der er fanme noget mere ansvar at kigge på!


Jeg ved ikke noget om børn, for jeg har ingen selv. Jeg ved intet om speed-dating for jeg har aldrig prøvet det. Og jeg ved heller ikke noget om hvordan man er for lækker til love, for det har jeg heller aldrig været. Men det jeg til gengæld ved noget om, er at føle sig presset af idealer og at føle sig forkert som model. Derfor skrev jeg (sammen Ida Bom og Sally Jo Ringhof som ved noget om medier) om Topmodel. Hvis folk vil skælde ud på Den Store Bagedyst og andre talent- og realityprogrammer, så skal man endelig bare gå i gang :)





Etiketter: , , , ,