At være eller ikke være... Skruk


Jeg sidder i et Air Berlin fly lige over Basel og spiser imponerende tørt brød med mayonaise og ost. Om et par timer er jeg på Mallorca hvor jeg skal modelle den et par dage. Det er dejligt og jeg er mega taknemmelig over at der er nogle som gider flyve mig rundt omkring i verden. Når det er sagt, så er det altså goddamn hårdt at have et fuldtidsjob (som designer) og et deltidsjob (som model - ”designer og model” – åh, det er Kanal4-agtigt) på samme tid. For 5 måneder siden havde jeg ikke noget arbejde. Nu har jeg to. For tiden arbejder jeg ca. 45 timer om ugen og pendler på den morgenfriske side af 10 timer ugentligt. Danske Modeller bruger jeg et par timer på i weekenden, og så når man altså pludselig op på i alt 58 stive timer om ugen.

Lige så lækkert det er at gå på arbejde, føle sig vigtig blandt seje mennekser (og selvfølgelig at tjene penge, så man begynder at ane lyset for enden af det dybe pengehul) lige så meget går det også op for mig at folk der får børn må være født på en anden planet end mig. Med mindre der åbner sig en magisk tidsdimension når man får børn (I doubt it), så forSTÅR jeg det ikke. Altså, hvordan… Okay. Måske kan jeg liiiiige forstå at et 37 timers job kan passes ind. Men hvordan siwlen får man så plads til at snakke med ens kæreste, lave mad, skrive og læse? Gå en tur. Se Game of Thrones. Stalke kendte på instagram. Alle de ting som jo også skal passes. Måske holder de ting op med at være så vigtige – Måske når man det efter klokken otte. Måske køber man en humungus iPad så snart ungen er stor nok til at sidde selv. Uanset hvordan de gør, er respekten for alle mødrene i mit liv steget med 240% efter jeg har fået et job.

Jeg har været skruk lige så længe jeg kan huske. Mine veninder har i mere end 5 år skulle høre mig klage over mine kæresters manglende .. omstillingsparathed. Og indrømmet - i arbejdslivets skærende lys, kan jeg godt se at det ikke bliver nemt. Overhovedet. For med mindre man har fundet en sugardaddy (det har man ikke), så skal man jo selv tjene sine penge. Samtidig med. Altså.

Det er ikke fordi jeg er gravid eller noget. Tilgengæld er ca 85% af mine jævnaldrende omgangskreds enten i gang med at blive gravide, gravide, har problemer med at blive gravide eller også har de været gravide og har nu børn man så kan kigge på. Og det er jo fantastisk og dejligt og for langt det meste glæder jeg mig umådeligt til at blive en del af klubben. Men der er også en del af mig som ikke vil miste friheden. Gud hvor ville det være let, hvis det bare skete af sig selv, så man slap for at skulle rationalisere sig til noget som hverken kan eller skal gøres op i kroner og ører og nattesøvn. Puuuuuuha.

Det jeg prøver på at sige er vist bare thank god for mommybloggerne. I’m gonna need them.