Eight Hour Creme med et strejf af Polyfilla

Min næse fortæller mig at det er blevet efterår. Dens flabede tilgang til årstidsskiftet begyndte for nogle uger siden med et lille uskyldigt sår på indersiden af min næse. Problemet er at det var den slags sår hvor skorpen ligesom kalder på at blive pillet af - Især skete der ulykker i selskab med en tv-serie som i virkeligheden nok er lidt for uhyggelig for mig. Man MÅ ikke pille skorperne af sår. Så hævner skorpernes venner sig nemlig, og min min næse voksede til næsten dobbelt størrelse.
Drastiske midler blev taget i brug og derfor ejer jeg nu, på trods af vores særdeles traumatiske fortid, en Eight hour creme. Men for katten hvor den dog sender mig mentalt tilbage til morgensamlingerne på Helsingør Gymnasium, hvor stanken fra den forbandede lille tube bredte sig som en steppebrand helt oppe fra de forreste rækker for så at overfalde Gitte, Linea og mig som en ram højtrykssøjle af dårlig hesteånde.

Dengang måtte man ryge på samtlige af skolens opholdsområder. Som det normale menneske jeg er, vil jeg til enhver tid fortrække lidt harmløs passiv rygning over lugten af Elisabeth Ardens cremer, og derfor kan det forekomme mig noget ironisk at jeg de sidste par nætter har haft hele indersiden af kraniet smurt ind i ildelugtende orangefarvet klisterstads. Måske jeg i stedet kunne ryge skorperne ud, lidt som man gør med mus og muldvarper? Det ville ikke være nær så ulækkert.