Den emergente politik.

Kulturnyt på P4 var med da jeg satte mit projekt op til afgangsudstilling på Nicolai i Kolding. Programmet kører i radioen netop nu, og selvom jeg hører ret meget radio (og måske også mere P1 og P2 end de fleste på min alder) hører jeg alt-alt-alt for lidt! Lige nu sidder Anne Linnet og snakker om Shit og Chanel, mens jeg drikker kaffe. Lydfladen af folk der snakker (ikke taler:)) med god lyd, gør sgu bare noget dejligt ved et rum (i modsætning til et fjernsyn der kører).

Sådan så det forøvrigt ud ved min plads på udstillingen i Nicolai i Fredags



Selvfølgelig har jeg fulgt med i Rio+20 topmødet (som desværre lige blev overhalet lidt indenom af en finansforhandling gone wrong). Men topmødet er altså spændende, og fordi det åbenbart er sindssygt populært altid at brokke, brokke, BROKKE sig over beslutninger truffet af dem vi demokratisk har udvalgt til at diskutere på vegne af os, overrasker det mig ikke at virkelig mange artikler handler om hvor ukonkret resultatet (en 49 siders fælles erklæring) er. Måske er den "ukonkret", "meget skuffende"og hvad den ellers bliver kaldt af WWF og de andre NGO'er, men jeg ved det ikke endnu, for jeg har ikke læst den.

Men uanset hvad, så synes jeg altså at Ida Auken er sej, sådan blandt 50.000 deltagere at slå på tromme for Danmark's grønne visioner. Og jeg synes hun har meget ret i det hun citeres for i DR's artikel fra i forgårs:

- Hvis man vil tale aftalen ned under gulvbrædderne, så bliver den ikke til noget. Men hvis man bruger alle de håndtag, der er, til at ændre verden, så kan man det, siger hun.
Hvis ngo'erne er kloge og vil spille med, så bruger de aftalen til at holde deres regeringer fast og indlede samarbejde med erhvervslivet og andre aktører, siger miljøministeren.
- Men nogle af dem vil gerne have nogle juridiske håndtag og præcise målsætninger og tidsrammer. Det er der ikke i aftalen. Men jeg tror, de endnu ikke kan se, hvad dette kan blive til, siger Ida Auken.

Det minder mig om en af hovedkatalysatorerne bag stiftelsen af foreningen for danske modeller, nemlig Det Etiske Charter fra 2007, som jeg synes var vildt ukonkret og manglede håndgribelige krav og, ikke mindst, sanktioner hvis ikke de nye retningslinjer blev overholdt. Jeg ved ikke hvad jeg forventede dengang - At modebranchen egenhændigt skulle løse problemerne for os modeller?! I dag kan jeg godt se at det er hul i hovedet. Hvis man vil løse et problem, skal man starte med sig selv, og det var både derfor vi lavede Danske Modeller, og det er også derfor jeg har lavet mit afgangsprojekt "Ud af skabet".
For 7 år siden var jeg med Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, og dernede læste jeg Tor Nørretranders fantastiske bog "Mærk Verden". Hans citat om emergens i politik sig brændte sig fast i mit hoved:

»Den emergente politik består i at gøre noget, man er helt overbevist om er godt for en selv og ens omgangskreds, også selv om det forekommer naivt. Den emergente politik er en accept af naivitet, ikke en accept af passivitet. Den emergente politik består i at gøre det, man føler er rigtigt, lige dér, hvor man er. Og at flytte sig, hvis det er nødvendigt. Den er en accept af, at det vigtigste man kan gøre er at gøre noget: at handle og forandre på en måde, som i hvert fald er god, sådan som man nu kan vurdere det«


For at vende tilbage til Rio+20, vil jeg opfordre til at man lige læser den her artikel i Information: Rio+20 er jakkesættenes maskerade. Her kan man bla. læse om hvorfor det er, at det hele starter med os selv:

"Selvfølgelig skal vi udvikle og anvende miljøskånsomme teknologier, men først og fremmest skal vi 20 pct. af verdens befolkning, der i dag forbruger 80 pct. af jordens ressourcer, gøre op med vores sindsforvirrede dans om guldkalven. Og det gælder ikke mindst for et flommerigt land som Danmark, der modsat den fremherskende selvforståelse absolut ikke er på et bæredygtigt spor. Vi hører tværtimod til et af de mest miljøbelastende lande på kloden. Vores natur er blandt de mest intensivt udnyttede, vores energiforbrug hører til blandt de højeste, ligesom vore affaldsmængder og vores forurening er blandt de største i verden. Samtidig er vi et af de mest stressplagede folk, der findes, ligesom vores forbrug af psykofarmaka hører til i den absolutte verdenselite. 
[...]
Der findes i sidste ende kun én vej ud af håbløshedens blindgyde: Vi må holde op med at tro, at dem i toppen løser problemet for os og i stedet påtage os den svære, men meningsfulde opgave at skabe omstilling fra neden. Hermed er vi tilbage ved diskussionerne på konferencen i Gøteborg, som for øvrigt viste, at der faktisk er ganske mange, der allerede er i gang og har været det længe. Det giver håb, og det bliver ikke mindre af, at det herskende vækstparadigme i tiltagende grad synes at krakelere indefra: Paradigmets fortalere bliver mere og mere desperate i takt med, at kriserne detonerer om hovederne på os. Samtidig ser vi flere og flere afhoppere blandt folk, som tidligere har indtaget nøglepositioner i systemet, men som nu kalder på et grundlæggende kursskifte."

Etiketter: , , , ,