I love deadlines. I like the whooshing sound they make as they fly by.

DaMo har endelig fået pusten (og armene ned igen) ovenpå vores fødselsdag. Drengene er taget på Roskilde og vi piger mødtes hjemme ved smukke næstformand Lykke til aftensmad og holdt et amputeret omend meget tiltrængt og hyggeligt bestyrelsesmøde. Vi er nemlig så småt gået i gang med at planlægge, hvad vi skal lave til Modeugen i august, og jeg har lige talt med een fra DAFI som forhåbentlig kan hjælpe os lidt igennem organisationsjunglen:)




Men nu blir jeg vist NØDT til at se Oprah Winfreys finale show igen.igen.og.så.igen. Det er altså følelsesporno på ekstremt højt plan og jeg freakin' elsker hende! Hver gang jeg synes at det er ih og åh så hårdt med DaMo og jeg har lyst til at lade den åndsvage spasser modeverdenen sejle sin egen sø, så minder Oprah sgu lige en om hvad der er vigtigt her livet. Noget med at lade det indre lys skinne. Det går rent ind.

Etiketter: ,