BLOG PÅ LMS

Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser har en blog hvor man har mulighed for at udtrykke sig anonymt om forskellige indlæg som bliver skrevet af 2 faste blogskribenter. Jeg synes det er utrolig inspirerende, rørende og ærlige historier som bliver skrevet - og ført videre på bloggen.
Jeg har læst Anne-Mettes blog. Hun læser psykologi og sundheds-fremme på RUC og hun har fra hun var ca. 16 år kæmpet med både spiseforstyrrelse og selvskade. I dag er hun blandt andet foredragsholder for LMS hvor hun fortæller om sine erfaringer med selvskade, men hun er også billedkunstner og forfatter.

Jeg har enorm respekt når folk står ved deres akilleshæl hvad enten man har (haft) en spiseforstyrrelse, en depression, at man stammer eller at man er selvskadende. Jeg har tilladt mig at vise en lille del af et af Anne-Mettes indlæg her og vil opfordre til at man tjekker LMS bloggen ud hvis man, som mig, har eller har haft spiseforstyrrelser eller selvskade inde på livet. I dette indlæg udtrykker Anne-Mette meget præcis en følelse som jeg så godt kender fra mig selv - En følelse som jeg lever med og tror aldrig vil forsvinde.

læs bloggen her


…Ude på den anden side?

Skrevet den 25. oktober 2009 af anne-mette
I forbindelse med mine foredrag, eller når samtalen kredser omkring min historie om min spiseforstyrrelse eller det at være selvskadende, bliver jeg tit spurgt om jeg tror jeg nogensinde kommer helt ud af det…

Så kan jeg ´godt tænke - “hvad vil det sige at være helt ude af det”? Er det når jeg lever “normalt”, eller ikke-spiseforstyrret eller ikke-selvskadende? For mig handler det om at mærke efter, føle den dag, hvor man pludselig opdager at man ikke styres af selvskaden eller spiseforstyrrelsen længere. Når man vågner op en dag og opdager, at man har fundet mening i noget andet. Når jeg hører ordet helt ud af det, kan jeg ikke lade være med at tænke og ofte svare; “nej, aldrig helt tror jeg”. Når jeg siger det, betyder det ikke at jeg altid vil føle mig syg…eller være det…

Måske er det for mig blot en erkendelse af, at mit liv på visse områder altid vil være forandret. At mad aldrig vil få den samme betydning, som da jeg var barn eksempelvis. Måske også en bevidsthed om at jeg i høj grad stadig har de samme tanker. Tankerne om mig selv, min kropsopfattelse og min til tider manglende omsorg for mig selv - mit selvværd, de tanker er der stadig. Det tager mange år at opbygge de tankemønstre og opfattelser af sig selv - og formentlig lige så mange til at nedbryde dem.

Forskellen er, at jeg ikke lader tankerne styre mig. Jeg mærker tankerne hver dag, og hver dag gør jeg et valg. Hver dag vælger jeg ikke at handle på de følelser. Men det er et valg jeg gør hver dag - uden undtagelse.