torsdag den 1. december 2016

New York

Det' sørme det' sandt december og om 9 dage skal jeg til New York med mine to yndlingshomies. Jeg har ikke haft tid til at glæde mig, og ved derfor ikke helt hvad vi skal lave endnu. Men det bliver noget med at gå en masse ture i Williamsburg og Central Park, straffe mit dankort i nogle vintagebutikker og spise tonsvis af hvide kulhydrater.

Jeg glæder mig. Fra NU af!





lørdag den 26. november 2016

Den lille forskel

1. Graviditet

Rudolph Care, REN og koldpresset olivenolie

Fødselforberedelse og pilates 3 gange pr. uge

Tjek dagligt mindst 4 graviditetsapps + det løse

Indsæt alle blå emojis i verden i sms til bedste veninder, samme sekund scanning 2 er overstået

En lille tår kan da ikke skade, vel?

Jeg glæder mig bare så meget til at føde i vand, med stearinlys, Bon Iver, duftlys og bjegkrystaller






2. Graviditet

Det der Aussie shampoo dufter bare skidegodt, altså.

Hahahahahahahahahahahahahahaha!

Jeg er.. 22 u.., nej, 5 mrd.. Øh. Skal føde til april

Vi er da ligeglade med at kende kønnet (hov, var det en tissemand* jeg lige så der?)

En lille øl stor G&T kan da ikke skade, vel?

Kan du lige holde min krop for mig i 10 minutter, mens den føder?



* Ja. Nu hedder det forøvrigt også en tissemand. Fordi du allerede har et barn og derfor er blevet En Af Dem der kalder en pik for en tissemand. 

onsdag den 23. november 2016

Der er noget i luften

Nå, ja, forøvrigt. Jeg er gravid.

21 uger plus det løse, som man siger. Efter planen kommer der d. 1. april en baby, og selvom det hverken var planlagt eller –helt ærligt– særlig belejligt, er jeg glad. Mega glad og taknemmelig. Kurt kommer til at være 1,5 år når han bliver storebror, og for en pseudotvilling som mig, føles det som den helt perfekte aldersforskel (men spørg mig gerne igen om et halvt år...).

At få en pseudotvilling er jo som at få sit helt eget personlige forsøgsdyr. Jeg har ikke tal på ting jeg har bildt min lillesøster ind (i den gode sags tjeneste, selvfølgelig). F.eks. at hendes hår voksede markant når jeg hev i det, at hudorme var levende og at jeg da virkelig ikke vidste, hvor hendes ørkenrotte var.

Jeg håber Kurt har arvet min gode humor.

Folk fortæller mig at det blir hårdt det første år, men blir det også godt. Skidegodt, faktisk. SÅ kan de rigtig lege og bruge hinanden. Jeg smiler og tænker helt sikkert, mens jeg forsøger at ignorere perlerækken af flashbacks til vredesudbrud, hånlige grineanfald og blodige jagtscener fra mit barndomshjem, hvor min søster og jeg sjældent gik af vejen for et godt skænderi eller en rask lille slåskamp. Vi var 15 før vi sluttede fred.

Jeg håber ikke Kurt har arvet mit temperament.

Til gengæld har min lillesøster og jeg så også været bedste venner – vel det man kalder soulmates – lige siden vi stod der, med dårlig hud og fløjsbukser, og famlede midt i teenageårene og fandt hinanden. Vi er så afsindigt ens og samtidig afsindigt forskellige. Ingen kan pisse mig af som hun. Og ingen forstår mig som hun gør. Mie er i sandhed min livspartner. Og sidste mandag fødte hun den mest perfekte lille pige. 

Det skal sgu nok blive godt, det her. 



 ♥

mandag den 21. november 2016

Farvel Idas Idéer, hej IDABIDA


Jeg havde åbenbart ikke flere idéer, end at lave en forening for modeller og en kampagne om tøjforbrug. I hvert fald har det stået så stille med idéerne på det sidste, at jeg synes det var falsk markedsføring at min blog blev ved med at hedde Idas Idéer. Så nu har den altså skiftet navn til noget, jeg i hvert fald kan stå inde for: Idabida. Mit gamle kælenavn. Den her blog er lidt som at have en stor doven, kat liggende i sin vindueskarm, så jeg tænkte, at det nok var meget passende.

Let the party begin.

cat birthday happy birthday


When in doubt, go to Scotland

For lang tid siden købte jeg to flybilletter til Skotland. En til mig. En til min baby. En uge. Alene med en et-årig. Indsæt selv svede-smiley.

Det var hårdt. Helt sikkert. Men det var virkelig også hyggeligt at rejse sammen bare os to. For første gang, følte jeg at jeg havde eksklusiv, iscenesat mor-søn-tid med min nu store, selvgående baby – og det var saftsusemig befriende at stikke af fra vuggestue-leverpostej-rutinen, for en stund. I lufthavnen prøvede vi make-up i tax-free og efterlod os et Hans & Grethe spor af theboller og rugbrød hele vejen ud til gaten. 

Fra Edinburgh tog vi en bus til Glasgow, hvor vi blev samlet op af en af mine ældste veninder fra efterskoletiden, Marie.

Marie har købt et lille hus langt oppe i bjergene. Huset er småt og det suser ind med kold luft fra vinduerne. Men det gør (næsten) ikke noget, for huset er lige præcis så hyggeligt, som man forestiller sig og udsigten er for vild. På efterskolen var vi bedste venner og lavede alt sammen. Nu lever vi så forskellige liv, og snakker sammen så sjældent, at jeg ærlig talt var helt nervøs for, om vi overhovedet kunne huske, hvorfor vi er venner. Mens jeg triller rundt herinde i Nyhavn, drikker kaffe to-go i tide og utide og har 3 stk bedsteforældre indenfor belejlig radius, kører hun rundt med sin 4 mrd. gamle datter i landroveren i venstre side ad de smalle veje langs søer og bjerge. Hun henter brænde morgen og aften ude i skuret. Og når de skal have take-away, kører hendes mand da lige i 30 minutter for at hente den. Da jeg så hende første gang, for 15 år siden i vaskekælderen på Vesterdal Efterskole, tænkte jeg at hun var noget af det sejeste. Sådan har jeg det stadigvæk.


Veninder. De former os og venskaberne former sig efter vores liv. Lige nu er jeg i en fase hvor alle mine venindeskaber føles som midlertidigt i undtagelsestilstand, fordi vi alle sammen har gang i noget seriøst tidskrævende med nogle børn og en familie. Men allerede på vores anden dag i Skotland var Marie og jeg tilbage i vores 15-år gamle jokes, 2-stemmige glasvandtissange, Den Eneste Ene citater ("du har en meget fin porestørrelse") og aftensmadskombinationer a la spareribs med risengrød, slik og karameliserede popcorn, imens man ser Harry Potter 3 og dør af grin over noget man ikke kan huske.

Kurt og jeg sov på en stor luftmadras og hver aften læste vi Folk Og Røvere I Kardemommeby og sendte selfies hjem til dk. Kurt levede 90% af uøkologiske færdigretter, så TV hver dag og slikkede på samtlige gulve han kom i nærheden af. Og han var så glad. Jeg blev helt rørt, over hvor nemt det egentlig kunne være. Det er mig der har behov for at bage rugbrød, cykle ham rundt til det ene og det andet børnevenlige arrangement i hans Yepp-cykelstol og rågummisåler, have råd til de helt rigtige tallerkener, en ny sofa, måske en anden spisebordslampe, et par nye sko... Og behov for at lave politisk korrekt aftensmad fra scratch hver eneste freaking aften, mens mit barn, politisk korrekt sidder og hjælper til, hvilket gør at vi bruger på den gode side af en time hver aften på at rydde op (og undre os over, hvor alle de bananfluer mon kommer fra)... Det er egentligt lidt sindssygt. Når nu det eneste vores børn har brug for er os. Og så måske en købelasagne.



 Skotland. Thanks for the reminder.

mandag den 10. oktober 2016

First day back

Big news. Jeg har fået et arbejde (pause for reaction – Phew. Er du ok?). Selvom jeg egentlig har været i gang i 4 måneder hos ustwo i Sverige, så var det anderledes i Mandags, da jeg for første gang cyklede til Herlev.
For første gang i 3 år har jeg nemlig fået et job med en fast kontrakt. Som i: uden udløbsdato. For en som mig, der har hoppet fra job til job, blev jeg ramt af en mærkelig følelse af ro, eufori og lettelse og samtidig en øjeblikkelig klaustrofobi. 9-17. HVER DAG! Hvornår er det lige jeg skal nulre Kurts lyse wannabe-krøller, se ham vralte over mod mig med et kæmpe smørret grin og åbne arme eller bare sidde og glo forelsket på ham mens han smadrer alle vores køkkenlåg og -gryder? For jeg kan godt afsløre at det ikke er klokken halv seks, når jeg kommer hjem og skal lave mad, mens han er ved at falde om af træthed.

Er det i weekenderne? Er det bare sådan (v)i gør det?

Jeg ved godt at jeg jo ikke kommer til at  arbejde 9-17 hver eneste dag. Man kan møde og gå tidligt. Man kan arbejde hjemmefra. Man kan flexe. Alt er godt. Men piv, altså, hvor det river ad helvede til, at nogle andre får Kurts bedste timer. Ikke så meget for hans skyld; Jeg tror faktisk han har en fest i vuggestuen. Men – helt egoistisk – så er jeg bare ked af at jeg ikke får de øjeblikke. Jeg vil bare gerne have det hele. Er det virkelig for meget at bede om?

Der findes mange gode forældrebloggere, og jeg kan desværre ikke påstå at jeg er en af dem. Men jeg er virkelig oprigtigt interesseret i at høre fra andre, hvordan I får den her vilde voksenkabale til at gå op. Så med fare for at råbe ud i ekkodalen, vil jeg spørge jer (dig?) om at smide en kommentar i kommentarfeltet, med hvordan du/I gør. Det kan være bøger, blogs, citater, podcasts, sange, personer... Anything der har inspireret til at skabe balance mellem arbejds- og familieliv. For jeg har ikke forstået det endnu.

Jeg vil gerne starte med at smide en podcast i puljen. Den hedder First Day Back og er vældig fin. Og så, selvfølgelig, den her:


torsdag den 29. september 2016

Flashback til en barsel

Da Kurt var 7 måneder, startede jeg i praktik hos en virksomhed der hedder ustwo

At starte på arbejde efter en barsel, føles som at stikke hovedet ind i en kæmpestor neongul vaskemaskine hvor projekter, deadlines, post-its, mennesker, møder, skitser, idéer, udkast, forventinger og udfordringer centrifugerer omkring dig på max speed: Man går fra at være i en isoleret babyboble med havregrødshjerne, til at leve et fuldtids arbejds- og pendlerliv, og man har lige præcis nul minutter til at omstille sig.

Seriøst. Hvorfor har ingen sagt noget?

Lige så overvældende og hårdt det var, lige så dejligt var det jo også, at tage rigtigt tøj på, og gå på arbejde – men ÅH, hvor jeg har fået respekt for alle arbejdende småbørnsforældre.

Nu er Kurt lige fyldt et år, og det er efterhånden et halvt år siden min barsel sluttede. Lige som enhver anden god brandert står det hele ligesom lidt klarere, efter tågen er lettet, og jeg fik lyst til at dele et par barselsminder jeg jævnligt wtf’s over:

WTF just happened for at jeg i en periode
  • sendte Manden I Mit Liv snapchats af kæmpe lortebleer med teksten ”Like A Boss”
  • sad hver aften i min seng kl. 23, overjordisk træt og gloede på lille baby som en anden Samwell Tarly, mens jeg hviskede ”and so my watch begins”
  • i forlægelse af ovenstående glemte alle aftaler
  • i ca. 5 minutter kunne passe mine modella skinny jeans (og fejrede med 2 romkugler og en kanelsnurre)
  • den første gang jeg var ude, kom til at drikke så mange pina coladas, at jeg endte som permanent installation på badeværelset, hvor jeg legede springvandsfigur, med mælkesprøjtende bryster, som folk lystigt drak fra af shotsglas. (Note: Det var en pigefest).
  • græd gennem et helt afsnit af Vild Med Dans

Nu er jeg ude på den anden side, og alt er heldigvis fuldstændig som normalt..


.. Men, hvorfor skal deltagerne i Den Store Bagedyst være så kedelige i år / HVOR er Kurts anden sutsko / Skal lige have googlet hvordan man fjerner kuglepenspletter / Hvor længe har det jordbær ligget dér / Jeg troede bare, at vi havde aftalt at DU hentede / Øh, farmor, er det musegift i har liggende under køkkenskabene / Nå okay, han ku GODT falde ud af en barnevogn / Hvad skal vi spise i aften / Hvad er det der sorte Kurt har siddende på overlæben / Nåh, bare en gammel, død bille / Hvor mange coop pointmærker koster den der støbejernsgryde / Tabte jeg seriøst lige min cykel mens Kurt sad på den / Fedt, man kan jo SAGTENS bruge fryseposer som gummistøvler / Fuck kører den der vask ikke på uldprogram / Etc / Etc / Etc...