Og da jeg en time inden gæsterne skulle ankomme, stod i undertøj med bolledej op til begge albuer, med en klynkende baby i knæhaserne, sendte jeg lige min evige jubeloptimisme en kærlig fuck dig finger hvad angår "det blir bare stille og roligt på den casual måde" (klip til 20 mennesker der ufrivilligt må lege stoleleg i min stue).
Nu er klokken 22.00, den sidste gæst er gået og jeg er træt og lykkelig på den der meget mætte måde, hvor man lige har sat Anja og Victor 2 på.
Seriøst. Det kan godt være, at jeg ikke har det arbejdsliv jeg kunne ønske mig. Men jeg har altså verdens bedste familie! Med friske 85-årige bedsteforældre der kører helt fra Langeland, en mor der tager Kurt når min puls rammer 180, svigerforældre der blæser sæbebobler, en far der både medbringer hjemmebygget legefærge OG en lagkage med sprut i, papsøskende, kusiner, en søster og en af mine ældste veninder, som man ved bare kan være. Det var så hyggeligt. Og som en bonus, står der lige nu på min reol, en stribe gaver af den slags, hvor jeg virkelig føler, at mine mennesker kender mig. Nævner i flæng: en Røde Mor LP, en Mac paint pot øjenskygge i farven Frozen Violet, Aesop-slik til tørre hænder, friske tulipaner, den nye digtsamling af Signe Gjessing, en flettet pung fra Nepal, hårkur (ammehår, be gone), et linoliumstryk fra Kvindehuset, en kvart printer og en ny hovedpude. Måske har man familier til at fylde en med kærlighed, også i de perioder, hvor man ikke har mere at give af, og derfor kun kan tage imod.
32, nu er jeg klar.
