Lidt over midnat den 10.
september blev jeg mor. Sådan her gik det til...
Onsdag d. 9. september står jeg op sammen med Niklas og tvinger ham til at
tage et billede af min mave inden han cykler på arbejde. Sætter mig i
vindueskarmen og ringer til min søster inden hun skal møde... Helt standard:
Høre radio, stalke folk der har et liv og drikke kaffe.
Kl. 12.30 tager jeg kystbanen til Helsingør
med min mor. Vi skal besøge min mormor, inden jeg om aftenen skal i Mungo Park
og se "Dette Burde Skrives I Nutid" sammen med min bonusmor. Der er
en uge til termin, så de kramper jeg så småt begynder at mærke i toget, slår
jeg hen som spøjse plukkeveer.
Kl. 13.30 spiser min mor og jeg en fransk hotdog
med ostepølse ved Sveasøjlen i solskin og alt er godt.
Kl. 14.00 kravler jeg op i sengen til min mormor
som har brækket foden og glemt at vi kom. Jeg siger at det er op ad
bakke at være gravid i dag og så ligger vi der og hyggesnakker og halvsover.
Kl. 15.00 har min mor lavet kaffe. Ikke ti vilde
plukkeveer kan afholde mig fra at spise både min egen og min mormors
napoleonskage. Jeg tænker, at hvis jeg nu hypotetisk set havde
veer, så var det sgu et hyggeligt sted at have dem. Her ligger jeg på alle fire
mellem min mormor og min mor, og kan ikke huske hvornår vi sidst har været
sammen bare os tre.
Kl. 17.00 kommer min bonusmor for at hente
mig, så vi kan køre i teatret. Lige inden vi kører stikker min mor hovedet ind
i bilen og siger "Øh Jytte, Ida er altså ved at føde, hun ved det bare
ikke endnu".
Meget, meget modvilligt får
jeg Jytte til at køre mig hjem. I bilen begynder jeg at blive en lille smule
stakåndet under plukkeveerne (som stadigvæk sikkert ikke er noget særligt. Hej.
Bare glem hele mit sidste indlæg om at være forberedt).
Kl. 18.00 sætter jeg noget kaffe og kage frem. Jeg har
ikke lyst til Oreos og her begynder jeg at ane uråd. Da Jytte er kørt, går jeg
i bad og lægger mig ind i seng og hører P2 (hvis jeg nu skal til at føde, så vil jeg
oxytocin-niveaue the shit ud af de her veer). Jeg kigger kursusmaterialet fra Smertefri Fødsel igennem og leder forgæves efter afsnittet
"Sådan undgår du panik når du tror, at du er gået i gang med at
føde".
Kl. 20.00 begynder det at gøre ondt nok til at
jeg tænker, at hvis ikke det her er veer, så blir jeg skuffet. Så derfor
skriver jeg en tvær besked til Niklas, som er ude, om at jeg i hvert fald ikke har veer. Sådan. Han kommer hjem klokken 21.00. Vi ligger
og hyggesnakker lidt i sengen og jeg har for længst givet op på den der ve-app.
Nu koncentrerer jeg mig om at spænde af og trække vejret.
Kl. 21.30 ligger jeg hen over en
pilatesbold oppe i sengen. Niklas ringer til Fødemodtagelsen og i det han
rækker mig telefonen for at tale med dem, går vandet med et plask ud i hele
vores (nye) seng. Jordemoderen siger at vi bare skal komme.
Her skifter stemningen
ligesom, og mens jeg står med et håndklæde mellem benene og forsøger at tage
sko på med vand løbende ud af mig, løber Niklas rundt og pakker, overvejer helt
seriøst at smøre sig en madpakke og jeg siger at jeg _virkelig_ synes at vi
skal ringe efter en taxa. Jeg stolper ned fra 4. sal og kaster mig ind på
bagsædet. Turen fra Gammelholm til Rigshospitalet husker jeg som lang og
forholdsvist forfærdelig. Noget med at holde fast, tænke på noget rart og
forbande alle brosten i verden.
På vej fra taxaen og ind på
hospitalet ser jeg mig selv udefra, kapgangsgående med stoneface og resolutte
skridt i mellem det jeg nu ved er veer. Jeg når lige ind i elevatoren inden en
ve. Og jeg når lige ud på gangen inden endnu en ve og jeg tænker i tåger, at
det da også ville være helt fint bare at føde lige her.
En Jordemoder undersøger
mig og konstaterer at jeg er 9 cm åben. Jeg bliver lidt skuffet da jeg hører at
jeg ikke må føde på briksen i modtagelsen, og begynder demonstrativt og meget
hurtigt at gå afsted for at finde mig en fødestue. Halvvejs nede ad gangen
hører jeg stemmer der råber at jeg altså går den forkerte vej. Pis.
Kl. 22.30 er vi på fødestuen og jeg kommer i et
badekar. Fantastisk! Varmt vand er så godt og her vil jeg gerne føde.
Også selvom jeg på grund af tidspres (pres er nøgleordet her) ikke har haft tid
til at få lavement og vi "derfor kan blive nødt til at gå op hvis vandet
bliver meget beskidt". Det synes jeg på alle planer er træls. Desværre er
karret i stykker og lukker vand ud, så efter et kvarter ligger jeg med
følelsesløse arme og spræller på 20 cm's vand. Endnu en ud af kroppen oplevelse. Min
babys hjertelyd er lidt uregelmæssig, så jeg kommer op på land i sideleje, så
de kan monitorere ham med en elektrode.
Kl. 23.00 er der vagtskifte og jeg har vildt meget lyst
til at presse. Det får jeg lov til. Jeg får sagt et par gange at "bare så
i ved det, så skider jeg altså nu". Bare lige en serviceannoncering fra
min side. Niklas holder mit ene ben, en assistent presser varme klude mod min
lænd og jordemoderen holder et spejl, så jeg kan se med. Det fungerer rigtig
godt for mig. Efter en halv times presseveer siger hun at jeg skal tage min
hånd ned og mærke hovedet, som er så blødt midt i alt det hårde.
Sidste halvdel af
pressefasen føles som to skridt frem under en ve og et skridt tilbage i mellem
veerne. Jeg gør en indsats for ikke at bande helt vildt – Ender med et
råbemantra a la ”Kom nu uuuuuuuud!!” og det virker. Det brænder og svier, men
jeg har også en fornemmelse af at det hele pludselig giver mening.
Kl. 00.16 tager Niklas og jeg imod vores søn og lægger
ham op på mit bryst. Han stikker i et højt hyl og kigger os lige ind i øjnene.
Han er helt vidunderligt
blød og krøllet og har store læber, sorte øjne og mørkt hår. Og han vejer 3080
gram og er 51 cm lang.
Vi venter lidt med at
klippe navlesnoren, og imens de ordner mig forsikrer de mig om at jeg altså
ikke har pøllet. Jeg prøver at amme og så bliver der kørt en fødselsdagsbakke
med toast og juice ind på stuen. Det føles som om vi er de eneste tre i hele
verden.
Kl. 3.00 bliver vi hentet
af en taxachauffør (som heldigvis har mere styr på autostole end os) og vi
kører over på barselshotellet, hvor vi tilbringer de næste tre døgn med at lære
vores lille nye menneske at kende. Han er så uendeligt sød og skal hedde Kurt
Petzke Burchardi.
Når jeg tænker tilbage på
min fødsel, føler jeg mig enormt heldig. Både fordi min krop og min baby var så
gode til at samarbejde. Men mindst lige så meget fordi vores fødegang havde
ressourcer til os.
Min jordemoder og hendes
assistent, Sofie og Mathilde, var så seje og jeg husker stemningen på fødestuen som tryg,
rolig og effektiv. Samtidig var jeg slet ikke i tvivl om at de var på arbejde.
Jeg kunne ikke have ønsket mig det bedre.
Katrine, min
”barselskollega” fra APA, og hendes kæreste var ikke lige så heldige, og blev
overflyttet fra Hvidovre til Rigshospitalet midt i hendes kraftige veer. Jeg
har svært ved at forestille mig hvor hårdt det har været. Både for
Katrine, men også for de jordemødre som må sende en fødende kvinde væk i en
taxa og dermed give hende en helt anden fødsel end den hun har håbet, og krav,
på.
Lige nu kæmper jordemødre
for, at de øremærkede midler som de blev lovet i 2015, og som den nye regering
har trukket tilbage, kommer hjem til de trængte fødeafdelinger.
Jeg har skrevet under på Jordemødre for Livets underskriftindsamling. Hvis
du også vil sætte din krølle på den vigtige sag, kan det gøres her.
Tak fordi du læste med:)