Min fødselsberetning.

Lidt over midnat den 10. september blev jeg mor. Sådan her gik det til...

Onsdag d. 9. september
 står jeg op sammen med Niklas og tvinger ham til at tage et billede af min mave inden han cykler på arbejde. Sætter mig i vindueskarmen og ringer til min søster inden hun skal møde... Helt standard: Høre radio, stalke folk der har et liv og drikke kaffe.



Kl. 12.30 tager jeg kystbanen til Helsingør med min mor. Vi skal besøge min mormor, inden jeg om aftenen skal i Mungo Park og se "Dette Burde Skrives I Nutid" sammen med min bonusmor. Der er en uge til termin, så de kramper jeg så småt begynder at mærke i toget, slår jeg hen som spøjse plukkeveer.

Kl. 13.30 spiser min mor og jeg en fransk hotdog med ostepølse ved Sveasøjlen i solskin og alt er godt.

Kl. 14.00 kravler jeg op i sengen til min mormor som har brækket foden og glemt at vi kom. Jeg siger at det er op ad bakke at være gravid i dag og så ligger vi der og hyggesnakker og halvsover.

Kl. 15.00 har min mor lavet kaffe. Ikke ti vilde plukkeveer kan afholde mig fra at spise både min egen og min mormors napoleonskage. Jeg tænker, at hvis jeg nu hypotetisk set havde veer, så var det sgu et hyggeligt sted at have dem. Her ligger jeg på alle fire mellem min mormor og min mor, og kan ikke huske hvornår vi sidst har været sammen bare os tre.


Kl. 17.00 kommer min bonusmor for at hente mig, så vi kan køre i teatret. Lige inden vi kører stikker min mor hovedet ind i bilen og siger "Øh Jytte, Ida er altså ved at føde, hun ved det bare ikke endnu". 
Meget, meget modvilligt får jeg Jytte til at køre mig hjem. I bilen begynder jeg at blive en lille smule stakåndet under plukkeveerne (som stadigvæk sikkert ikke er noget særligt. Hej. Bare glem hele mit sidste indlæg om at være forberedt). 

Kl. 18.00 sætter jeg noget kaffe og kage frem. Jeg har ikke lyst til Oreos og her begynder jeg at ane uråd. Da Jytte er kørt, går jeg i bad og lægger mig ind i seng og hører P2 (hvis jeg nu skal til at føde, så vil jeg oxytocin-niveaue the shit ud af de her veer). Jeg kigger kursusmaterialet fra Smertefri Fødsel igennem og leder forgæves efter afsnittet "Sådan undgår du panik når du tror, at du er gået i gang med at føde".


Kl. 20.00 begynder det at gøre ondt nok til at jeg tænker, at hvis ikke det her er veer, så blir jeg skuffet. Så derfor skriver jeg en tvær besked til Niklas, som er ude, om at jeg i hvert fald ikke har veer. Sådan. Han kommer hjem klokken 21.00. Vi ligger og hyggesnakker lidt i sengen og jeg har for længst givet op på den der ve-app. Nu koncentrerer jeg mig om at spænde af og trække vejret.

Kl. 21.30 ligger jeg hen over en pilatesbold oppe i sengen. Niklas ringer til Fødemodtagelsen og i det han rækker mig telefonen for at tale med dem, går vandet med et plask ud i hele vores (nye) seng. Jordemoderen siger at vi bare skal komme. 
Her skifter stemningen ligesom, og mens jeg står med et håndklæde mellem benene og forsøger at tage sko på med vand løbende ud af mig, løber Niklas rundt og pakker, overvejer helt seriøst at smøre sig en madpakke og jeg siger at jeg _virkelig_ synes at vi skal ringe efter en taxa. Jeg stolper ned fra 4. sal og kaster mig ind på bagsædet. Turen fra Gammelholm til Rigshospitalet husker jeg som lang og forholdsvist forfærdelig. Noget med at holde fast, tænke på noget rart og forbande alle brosten i verden.

På vej fra taxaen og ind på hospitalet ser jeg mig selv udefra, kapgangsgående med stoneface og resolutte skridt i mellem det jeg nu ved er veer. Jeg når lige ind i elevatoren inden en ve. Og jeg når lige ud på gangen inden endnu en ve og jeg tænker i tåger, at det da også ville være helt fint bare at føde lige her.

En Jordemoder undersøger mig og konstaterer at jeg er 9 cm åben. Jeg bliver lidt skuffet da jeg hører at jeg ikke må føde på briksen i modtagelsen, og begynder demonstrativt og meget hurtigt at gå afsted for at finde mig en fødestue. Halvvejs nede ad gangen hører jeg stemmer der råber at jeg altså går den forkerte vej. Pis. 

Kl. 22.30 er vi på fødestuen og jeg kommer i et badekar. Fantastisk! Varmt vand er så godt og her vil jeg gerne føde. Også selvom jeg på grund af tidspres (pres er nøgleordet her) ikke har haft tid til at få lavement og vi "derfor kan blive nødt til at gå op hvis vandet bliver meget beskidt". Det synes jeg på alle planer er træls. Desværre er karret i stykker og lukker vand ud, så efter et kvarter ligger jeg med følelsesløse arme og spræller på 20 cm's vand. Endnu en ud af kroppen oplevelse. Min babys hjertelyd er lidt uregelmæssig, så jeg kommer op på land i sideleje, så de kan monitorere ham med en elektrode.


Kl. 23.00 er der vagtskifte og jeg har vildt meget lyst til at presse. Det får jeg lov til. Jeg får sagt et par gange at "bare så i ved det, så skider jeg altså nu". Bare lige en serviceannoncering fra min side. Niklas holder mit ene ben, en assistent presser varme klude mod min lænd og jordemoderen holder et spejl, så jeg kan se med. Det fungerer rigtig godt for mig. Efter en halv times presseveer siger hun at jeg skal tage min hånd ned og mærke hovedet, som er så blødt midt i alt det hårde.
Sidste halvdel af pressefasen føles som to skridt frem under en ve og et skridt tilbage i mellem veerne. Jeg gør en indsats for ikke at bande helt vildt – Ender med et råbemantra a la ”Kom nu uuuuuuuud!!” og det virker. Det brænder og svier, men jeg har også en fornemmelse af at det hele pludselig giver mening.

Kl. 00.16 tager Niklas og jeg imod vores søn og lægger ham op på mit bryst. Han stikker i et højt hyl og kigger os lige ind i øjnene.

Han er helt vidunderligt blød og krøllet og har store læber, sorte øjne og mørkt hår. Og han vejer 3080 gram og er 51 cm lang.

Vi venter lidt med at klippe navlesnoren, og imens de ordner mig forsikrer de mig om at jeg altså ikke har pøllet. Jeg prøver at amme og så bliver der kørt en fødselsdagsbakke med toast og juice ind på stuen. Det føles som om vi er de eneste tre i hele verden.

Kl. 3.00 bliver vi hentet af en taxachauffør (som heldigvis har mere styr på autostole end os) og vi kører over på barselshotellet, hvor vi tilbringer de næste tre døgn med at lære vores lille nye menneske at kende. Han er så uendeligt sød og skal hedde Kurt Petzke Burchardi.


Når jeg tænker tilbage på min fødsel, føler jeg mig enormt heldig. Både fordi min krop og min baby var så gode til at samarbejde. Men mindst lige så meget fordi vores fødegang havde ressourcer til os.

Min jordemoder og hendes assistent, Sofie og Mathilde, var  seje og jeg husker stemningen på fødestuen som tryg, rolig og effektiv. Samtidig var jeg slet ikke i tvivl om at de var på arbejde. Jeg kunne ikke have ønsket mig det bedre.

Katrine, min ”barselskollega” fra APA, og hendes kæreste var ikke lige så heldige, og blev overflyttet fra Hvidovre til Rigshospitalet midt i hendes kraftige veer. Jeg har svært ved at  forestille mig hvor hårdt det har været. Både for Katrine, men også for de jordemødre som må sende en fødende kvinde væk i en taxa og dermed give hende en helt anden fødsel end den hun har håbet, og krav, på.  

Lige nu kæmper jordemødre for, at de øremærkede midler som de blev lovet i 2015, og som den nye regering har trukket tilbage, kommer hjem til de trængte fødeafdelinger.

Jeg har skrevet under på Jordemødre for Livets underskriftindsamling. Hvis du også vil sætte din krølle på den vigtige sag, kan det gøres her.


 Tak fordi du læste med:)

Etiketter: ,