Til kamp mod modelkategorierne

For et par dage siden eksploderede Twitter, da Calvin Klein angiveligt kaldte deres nye str. 40 model for plussize. Alle var vildt forarget.

Det mærkelige var bare, at CK aldrig havde kaldt Myla Dalbesio for plussize, de havde bare booket hende og alt var sådan set godt. Så hvorfor gik alle sociale medier sådan i selvsving?

Problemet er at hvis man er en størrelse 40, så er man faktisk som regel plussize. Enten er man "model" (= ca. str 32-38) eller også er man plussize/curvy/indsætselvværdiladetord model (= ca. alt over str 38).

Det forstår jeg egentlig godt man bliver forarget over.

Jeg ville ønske at man slet ikke delte modeller ind i kategorier. Kategorier kommer der kun reaktioner som "du er på INGEN måde plussize - du er jo smuk!"-kommentarer ud af (For, Lord Knows, at man ikke kan være begge dele?) (se forøvrigt flere reaktioner her)

Omvendt forstår jeg godt, at de kunder som booker modeller, har brug for at kunne danne et hurtigt overblik på modelbureauernes hjemmeside. Men kunne man så ikke i stedet for at vælge kategori, vælge den størrelse model man har brug for i en enkelt roll-down menu med alle størrelser – 32,34,36,38,40,42,44,46.. ? Så slipper man for forældede og værdiladede ord som plussize og curvy. Og måske kan man undgå kategori-kampe hvor det, at en størrelse L hænges ud for sine kurver pludselig legitimerer at kalde alle der er størrelse XS for anorektiske (se et andet indlæg om det her) og omvendt. Desuden deler man jo heller ikke modeller ind i kategorier baseret på vores hår- hud- og øjenfarve.

Jeg tror at kategorier trigger en flokdyrs os-mod-dem-refleks, fordi der bliver sat 2 hold op. Ligesom dengang i folkeskolen hvor A'erne bare var lidt dumme, alene af den grund, at de ikke gik i B. Kategorier gør, især alle os følsomme og sammenligningslystne mennesker (jeg træder vist ingen over fødderne ved at påstå, at der er ekstra mange af os i modeverden), til børnehavebørn - Reaktionen på den nye CK kampagne med Myla Dalbesio (som forøvrigt også er kunstner men hey, lad os da snakke lidt mere om hvad vi mener om hendes hoftemål) er bare endnu et bevis.

I går udtalte jeg mig til Ekstrabladet om hele sagen. Og i dag kan man så, i det altid lystige kommentarspor, læse kommentarer som "Lad os få nogle kvinder med former at se. Ikke alle de afpillede modeller, som ligner nogen direkte fra en koncentrationlejr!

Hehe. #neverendingstory

'Mothers Milk' af Myla Dalbesio

Etiketter: