Idabida: Historien om en hofte del 2.

I lufthavnen købte jeg en bog med titlen "Stærk og sund for livet". Bogens unique selling point var for mig uden tvivl det faktum, at forfatteren havde et Z i sit navn. KrisZtina. Helt sikkert. Hvis ikke HUN kan få mig tilbage i form efter 3/4 år uden træning, hvem kan så?

Udsigten på Montebello er magisk.

Udsigten fra mit værelse... Not so much.

Forholdsvist deprimerende før-billede af min noget forsømte vinterkrop.

Opholdet på Montebello varer 3 uger og man er 30 mennesker afsted af gangen. I alt altså 90 patienter. Flokken er en blandet landhandel af hofte- knæ- og skulderpatienter samt nogle med Parkinsons og Sclerose. På mit hold - Hofte A - var vi 11 mennesker som mødtes hver dag til fitness, holdtræning og undervisning. F.eks. lærte vi hvordan man træner sin Gluteus Medius, fordi den åbenbart bliver skåret over, når man får lavet en hofteprotese.

Jeg har trænet rigtig meget førhen, men det har altid været med fokus på at blive tynd. Jeg har jo stået så hjernedødt meget på trappemaskiner! Den her gang var det anderledes. De to fysioterapeuter som var tilknyttet mit hold, gjorde virkelig et stort nummer ud af at få os til at træne intelligent. Jeg trænede ud over de 2-3 timers daglig fællestræning minimum 1 time selv om dagen.

Det var hårdt at skulle starte helt forfra...

... Men heldigvis havde jeg det bedste heppekor på snapchat...

...Og i virkeligheden! Ej men LOOK at them! Hvis man nogensinde føler sig lidt trist så skal man altså bare danse twist til Candyman med et hoftehold i aldersgruppen 50-75 år.

Bortset fra det, så markerede jeg modeugen i København med min helt egen handicatwalk.

Indimellem var det så deprimerende at føle sig så meget i pensionistland...

...At man lige måtte gå en tur. (det vilde ved lige præcis den her tur var at det for første gang ikke gjorde ondt at gå. Som i: der var INGEN smerter. I ørene havde Den Perfekte Gå Sang. Kan du forestille dig hvor godt det var?)

Desværre havde ca. 10% af patienterne underligt nok travlt med at brokke sig over alt muligt.

F.eks. maden. Jeg fatter det simpelthen ikke. Der er garanteret en masse krav til maden i forhold til at den skal være sund for både undervægtige, overvægtige, folk med sukkersyge, gigt og nervesygdomme. Hver dag disker køkkenet 3 gange trofast op med salatbar og 3-4 forskellige varme retter til 150 mennesker. Men ja kom. Lad os da endelig brokke os over maden på vores statsfinancierede 50.000 kroners ophold. WTF.

Som den yngste patient skulle jeg selvfølgelig blære mig med at springe i den iskolde pool og svømme 30 baner, ignorere brain freeze og svimmelhed og bagefter ligge og hoste under 3 tæpper på værelset.

BØGER!! Og jeg fik læst næsten dem alle sammen. Jeg er enormt stolt.

Efter to uger begyndte jeg så småt at kunne se antydningen af mavemuskler, selv når jeg, som her, slappede fuldstændig af.

Hvordan jeg havde det under styrketræning.

Hvordan jeg havde det efter styrketræning.

Costa Del Sol tog sig nogle seriøse fridage, men det var godt, for så kunne de 10% jo brokke sig lidt over vejret. Det ER sgu også for dårligt.

Jeg satte den her sang på i træningsrummet og havde et af de bedste moments med mine fellow fitters.

I det hele taget var det en stor uforudset bonus at få lov til at møde så mange seje folk, jeg ellers aldrig ville have mødt, men som kom ind i mit liv, udfordrede mig og gjorde mig så meget mere rummelig overfor folk med fysiske og psykiske handicap.

Som for eksempel en af mændene. Han var midt i 50'erne, havde Parkinsons og var helt krøllet sammen da vi ankom. Når han sad og baksede med bestikket under måltiderne, vidste jeg slet ikke hvor jeg skulle kigge hen. Skulle jeg hjælpe ham? I starten blev jeg pinligt berørt på hans vegne, men efter den første uge, var jeg mest bare flov over mig selv. Før mit ophold ville jeg have set på ham med medlidenhed og tænke "godt det ikke er mig". Men under opholdet kommer man i dén grad ind under huden på hinanden. Han viste sig at være møg-sej og fortalte en helt masse om sit arbejde og hvordan han hvert eneste år går flere uger på fjeldet med tung oppakning og sine sønner. Forøvrigt blev han i løbet af ugen rettet så meget ud at jeg næsten ikke kunne kende ham da vi fløj hjem.

Fabelagtige 80'er postkort.

Og pludselig kom ham her på besøg i en hel weekend!

Hvis nogen vil vide, hvor i verden der er samlet flest dårlige energier, så er svaret:

TV-stuen på Montebello.

Men det gør ikke noget, når alt det andet er fantastisk.

Lige efter vi ankom og lige inden vi skulle hjem, lavede vi gangtest og trappetest. Her er det den sidste dag, og jeg hepper på to fra mit hold. De havde forbedret deres gangtid så meget, at jeg nærmest blev nødt til at tude lidt, da Annelise på 4. omgang smed sin stok over til mig.

Sidste nat med kliken.

Og sidste morgen i paradis.

Med al respekt for de genoptræningsforløb jeg har været på herhjemme, så kan det bare ikke sammenlignes med et ophold på Montebello. Fysioterapeuterne har så stor erfaring indenfor hver deres specifikke område, at man som patient virkelig lærte at mærke sig selv, i stedet for bare at "gøre som der blev sagt". Jeg føler at jeg blev klædt på til at kunne klare mig selv og forebygge på egen hånd herhjemme.

En af dem som kom til at betyde mest for mit ophold var uden tvivl min værelseskammerat. Jeg kalder hende Iron Woman, fordi hun for nyligt har fået opereret en masse ledninger og en metalplade ind i sin krop under en operation, som får min operation til at lyde som en tandrensning. Hun lever med Parkinsons og er seriøst en af de sejeste damer jeg har mødt.